læs også uforfalsket ærkeitaliensk køkken med masser af smag
(2007)
To italienere i KØbenhavn
Duellen: Kan der være så stor forskel på to italienske restauranter i Københavns området? Svaret er ja, det kan der i høj grad
af SØren MØller - 15:08 - 09. Sep. 2008
La Lanterna på H.C. Ørstedsvej leverer kvalitet til ganen og bugen
O.K. De ligger i det øvre prisleje for mellemklasserestauranter i København og er en smule dyrere end Vesuvio. Men den smule er nu også pengene værd.
Faktisk har jeg kun én umiddelbar stor anke mod La Lanterna: Den eneste egentlige opmærksomme tjener er værten selv, det resterende personale virkede ganske enkelt ikke engagerede nok og desværre heller ikke vidende nok om, hvad de serverer.
To personer kan sagtens spise sig mætte og få anstændig vin til maden for et godt stykke under 1000 kroner. Man kan også gå lidt mere til fadet og få en overdådig omgang. Vi gjorde det sidste.
SilkeblØd
La Lanterna er godt gemt på en befærdet handelsgade på Frederiksberg. Faktisk desværre lidt for godt gemt. Første gang jeg spadserede forbi stedet, troede jeg, at det var et kamufleret pizzeria med et par færdigretter på programmet som bonus. Jeg blev klogere.
Forretterne lod ikke vente på sig i evigheder. Carpaccioen var silkeblød og med, skøn syrlig parmesanost, men på den anden side af bordet stod en tallerken, der gjorde mig gennemført misundelig. Det hænder ofte, at rejer får for lang tid på panden. Så bliver de gummiagtige og lidet interessante. Men kæmperejerne overfor var perfekt stegte med et godt bid på overfladen og et saftig, sprødt indre som afrunding. Skønt.
Vi havde valgt en salomonisk vinløsning, og selv om den halve flaske pinot grigio fra J. Hofsätter bed veltilpas igen. Til henholdsvis 115 og 120 kroner er forretterne også betalt, men de var i den grad pengene værd.
Efter forret kommer pasta i det rigtige, italienske køkken. Vi kastede os over henholdsvis tagliolini med hjemmelavet vildtragout i taleggiocreme og en tagliolini med ragout af kanin. Her skal man passe på, for selv om portionerne ikke er kæmpemæssige, mætter den kraftige og perfektkogte pasta i en sådan grad, at hovedretkapaciteten kan komme i farezonen. Så vi holdt pause. Og diskuterede retterne. I smug.
Jeg forelskede mig i øvrigt i taleggiocremen i en sådan grad, at jeg fremstod grumme nærig over for min medspiser med hensyn til at dele ud af retten. Lidt pinligt.
HØjdepunkt
Aftenens højdepunkt kom på bordet til hovedrettid. En mandel- og majspaneret, smørstegt irsk lammekrone med en mørhed, som havde vanedannende karakter. Desværre havde lammekronen ikke sultdannende karakter, men munden fik sin vilje og kørte hele tallerkenen ned til mavens store fortrydelse. Med en pris på 225 kroner er det kortets næstdyreste ret. Men prisen finder jeg ikke for høj.
På bordets modsatte side ankom en ovnstegt perlehøne viklet i spæk. Ikke tørstegt, men dog heller ikke lige så mørt og saftigt som lammet. Desuden genkendte jeg den taleggiocreme, som havde været inde og blive præsenteret sammen med én af pastaretterne. Ikke videre opfindsomt.
Til hovedretterne kom også aftenens drikkevarehøjdepunkt; en smagseksplosion af en Chianti fra 2006, Il Nero De Casanova lavet på ren sangiovese. Uovertruffen vin, der fyldte hele munden ud og gav perfekt balance til vores mad.
Et hit
Vi havde ikke appetit til mere, men tvang os selv til at stifte bekendtskab med henholdsvis sorbeter og en friskbagt tærte af mørk chokolade. Sidstnævnte var, trods urimelig mæthed hos de to spisende, et hit. Når man forsigtigt bankede hul på skallen af dej, flød der en liflig lavine af skøn chokoladecreme ud og dannede en mindre sø på hele tallerkenen. Ganske enkelt uimodståeligt.
Den samlede pris for de to gange fire retter med halvanden flaske vin samt to glas prosecco til at indlede aftenen med lød på 1861 kroner. Det er en god sjat penge, erkendt, men skal man ud at spise ordentligt italiensk, så spar op og gør det med maner. Og bed til, at bare et par af byens turister lægger vejen forbi La Lanterna i stedet for at ryge lige lukt i turistfælden Vesuvio.
Vesuvio er ikke i udbrud
Måske kan der godt ligge gode spisesteder på Rådhuspladsen i København, men undgå Vesuvio for enhver pris
Antipasto Nord E Sud - lyder det ikke bare frygteligt smart? Dåserejer i lage, slatten salat, tør tomat, sur discount-mozzarella og købedressing fra de 1000 øers land - hvordan lyder det? Det første var rettens navn på menukortet, det andet var fakta på tallerken. Og så kostede den ynkelige herlighed 112 kroner... Velkommen til Danmarks mest centrale turistfælde i madmæssig forstand, Vesuvio på Rådhuspladsen i København.
Det lykkedes os at slippe derfra med en regning på 1368 kroner for to gange tre retter plus halvanden flaske vin og to glas prosecco samt vand med brus. Det placerer Vesuvio i middelprisklasselejet for københavnske restauranter, men køkkenets niveau og formåen befinder sig betragteligt under.
Den anden forret var carpaccio, og sådan noget må altså ikke være frossent samt dynget til i selvdød rucolasalat. Men det var det desværre i Vesuvios udgave.
Fejltrin
Og så fortsatte stjerneparaden af gastronomiske fejltrin ellers hele aftenen ud. På et tidspunkt overvejede jeg at kigge efter, hvor mon det skjulte kamera befandt sig, for jeg kan ikke mindes at have betalt over 1000 kroner for en så uambitiøs omgang hakkelse.
Hovedretterne var anrettet med nøjagtig den samme gang garniture, og det i sig selv er pinligt for en a la carte-restaurant, der bare gerne vil tages nogenlunde seriøst. Og når så garnituren består af noget, der mindede om friturestegt polenta, udsplattede såkaldte timiankartofler samt helt uforståeligt en gang slatten salat og tomat (hvad pokker den slags kolde ting så i øvrigt laver midt i en varm hovedret), ja, så stopper festen altså. Eller i hvert fald mit festhumør.
Øv
Scottadito alla Pastora beskrives som fem-seks grillstegte lammekoteletter, her skulle med rette have stået tørstegte. Og på modsatte side af bordet blev der serveret kalv, ikke stegt som vildt, men derimod stegt helt vildt. Det havde ikke været nødvendigt. Og det var gorgonzolasauceforsøget slet ikke. Øv.
Desserterne var, ja, hvordan skal man sige det, store. Men hjemmelavede ville jeg nu ikke lige just sætte mine penge på, at de var, trods påstanden om dette. Tiramisu og en napolitansk kage placeret på et bjerg af vaniljeis. Jeg ville i den grad have foretrukket en servering efter princippet 'lidt, men godt'. Det ville Vesuvio bare ikke. Så vi levnede langt det meste og opgav alle tanker om kaffe efter maden. Vi ville bare gerne ud.
Ventetid
En god tjener kan kompensere for mange køkkenbrølere. En ikkeeksisterende tjener kan ikke kompensere for det store. Men han kan frustrere. Og det gjorde han så ved sin komplette mangel på tilstedeværelse. Desuden var han ikke videre god til at svinge pisken i køkkenet. Ventetiderne før alle retter var for lange; det skal helst ikke tage 20 minutter at fremstille to kolde forretter.
Samtidig frustrerer det denne journalist, at Vesuvio med sin beliggenhed er et af det mest oplagte steder, intetanende turister bliver lokket ind på. Og på den måde får rejsende, der besøger København, et komplet pinligt og skævt indtryk af, hvad Danmarks hovedstad kan præstere på den gastronomiske front.
Skulle vi ikke overveje at lovgive om et minimumsniveau for de restauranter, der besidder sådanne storslåede og centrale beliggenheder?