læs også To italienere i København
(09. Sep. 2008)
Uforfalsket Ærkeitaliensk kØkken med masser af smag
Fordomme har det med at sløre blikket. En almindelig vej med et almindeligt udseende spisested og så et navn som La Lanterna giver ikke de helt store forventninger om vaskeægte robust italiensk madlavning
Et stort højtråbende selskab havde også fundet vej til de italienske gryder den aften, jeg indfandt mig, så der skulle noget til at ændre min forudindtagethed. Menukortet gjorde, hvad det kunne, for på papiret var her jo intet mindre end små perler af fristende vaskeægte italiensk kogekunst og så endda til overkommelige priser.
Vi valgte at gøre som italienerne, nemlig at spise mange retter, og så valgte vi at lukke ørerne en smule for det store selskab.
Vi gik efter de ikke helt almindelige retter og bestilte grillede grøntsager og fennikelsalat med mozzarella. De grillede grøntsager var meget præcist og korrekt behandlet. Hver grøntsag sin varmegrad og sin tid på grillen, suppleret med passende mængde af god olivenolie, så der hverken var tørhed eller oliebad. Så enkelt og dog så hamrende delikat. Fennikelsalaten var næsten endnu bedre. Mangfoldige flager af silkeskåret fennikel lå på velvendt salat med god dressing og øverst lå en hel lille kugle af den ægte vare: mozzarella de bufala. Det er intet mindre end genialt, og det er en forret, der vil stå mejslet i hukommelsen for sin rene og markante smag af cremethed og svag lakrids.
Den anden pastaret var en drøm. Små hjemmelavede pastapuder med fyld af krydret ovnstegt pattegris, der om end lille i portionen netop gjorde hele forskellen. De lå på en bund af fint pureret auberginecreme og understregede, at italiensk pasta er andet end spaghetti med kødsovs eller fettuccini med litervis af kedsommelig flødesovs.
Vi fik kandevis af isvand uden beregning og en flaske god Chianti Classico, som var månedens vin til 360 kr. En Montepulciano var husets sikre hverdagsvin, og kortet har også mange gode vine, der alle opbevares i vinkøleskab, hvilket understreger, at de lune bastflasker ikke hører til stedets sans for høj kvalitet i både mad og vin.
Et flot stykke kød, der viste, at køkkenet både kan give fuld skrue på smagen og holde det ellers vanskelige kaninkød både mørt og utrolig saftigt.
Blandt hovedretterne kunne man også få grillet perlehønebryst i tallegiosovs, en mere klassisk sødmælkskalv i gorgonzolasovs og flamberet oksemørbrad med madagascarpebersovs.
Selv om navnene lyder som 80’er-kitschede italienere, var alle de retter, vi kiggede langt efter, holdt i den enkle stil, hvor der ikke skal pynt til for at dække over manglen på smag.
Tiramisu’en var præcis så luftig og frisk, som den kan og skal være. Hvis man ikke er til de fyldigere sager, kan man også vælge mellem italienske sorbeter, som vor mama lavede dem.
Vi afsluttede med en gang dobbelt espresso og en regning på 1.500 kr., der mageligt kunne have været på lidt mere end det halve. Det er næsten for meget at spise sig gennem fire fuldgyldige retter, når adressen er Frederiksberg og ikke Rom.
Retterne er så fulde af smag, at man hellere må dele en stribe frem for at nøjes med to retter. Og der er ingen sure miner i køkkenet.
Familien Gentile gør sig mere end umage og er en værdig repræsentant for det uforfalskede ærkeitalienske køkken, som man gerne valfarter til Frederiksberg for at smage igen. Vi kvitterer med fire gode huer for autenticitet og enkelhed.
Uforfalsket Ærkeitaliensk kØkken med masser af smag
Der er en god oplevelse i vente til dem, der finder vej til La Lanterna på H.C. Ørstedsvej. Familien Gentile sørger for udsøgt enkel og rustik italiensk kogekunst til overkommelige priser.
Af Helle BrØnnum Carlsen
Fordomme har det med at sløre blikket. En almindelig vej med et almindeligt udseende spisested og så et navn som La Lanterna giver ikke de helt store forventninger om vaskeægte robust italiensk madlavning
Et stort højtråbende selskab havde også fundet vej til de italienske gryder den aften, jeg indfandt mig, så der skulle noget til at ændre min forudindtagethed. Menukortet gjorde, hvad det kunne, for på papiret var her jo intet mindre end små perler af fristende vaskeægte italiensk kogekunst og så endda til overkommelige priser.
Vi valgte at gøre som italienerne, nemlig at spise mange retter, og så valgte vi at lukke ørerne en smule for det store selskab.
Fantastisk fennikel
Vi indledte med to antipasti. Alle koster 105 kr., og er man flere, kan det rigtig godt betale sig at dele nogle af disse for at kunne rumme hele måltidet og for at få så mange smagsoplevelser som muligt.Vi gik efter de ikke helt almindelige retter og bestilte grillede grøntsager og fennikelsalat med mozzarella. De grillede grøntsager var meget præcist og korrekt behandlet. Hver grøntsag sin varmegrad og sin tid på grillen, suppleret med passende mængde af god olivenolie, så der hverken var tørhed eller oliebad. Så enkelt og dog så hamrende delikat. Fennikelsalaten var næsten endnu bedre. Mangfoldige flager af silkeskåret fennikel lå på velvendt salat med god dressing og øverst lå en hel lille kugle af den ægte vare: mozzarella de bufala. Det er intet mindre end genialt, og det er en forret, der vil stå mejslet i hukommelsen for sin rene og markante smag af cremethed og svag lakrids.
PastadrØm
Vi fortsatte med pastaretterne, hvor den hjemmelavede pasta dominerer kortet. En hjemmelavet taglionini (tynde båndspaghettier) var kogt al dente med masser af modstand uden at være for ukogte og med sans for mængder tilsat en kraftfuld ragout af hakket vildt og lidt tallegio ostecreme. Fin balance mellem det fede, det tørre og det skarpe.Den anden pastaret var en drøm. Små hjemmelavede pastapuder med fyld af krydret ovnstegt pattegris, der om end lille i portionen netop gjorde hele forskellen. De lå på en bund af fint pureret auberginecreme og understregede, at italiensk pasta er andet end spaghetti med kødsovs eller fettuccini med litervis af kedsommelig flødesovs.
Vi fik kandevis af isvand uden beregning og en flaske god Chianti Classico, som var månedens vin til 360 kr. En Montepulciano var husets sikre hverdagsvin, og kortet har også mange gode vine, der alle opbevares i vinkøleskab, hvilket understreger, at de lune bastflasker ikke hører til stedets sans for høj kvalitet i både mad og vin.
Saftig kanin
Dagens fisk var guldbars, men vi valgte i stedet en smørmør lammekrone af irsk lammekød med mandel og majs serveret i en fin mandelvin-sauce (220 kr.) samt en helt enkel ret med et stort kaninlår indvendigt barderet (bardering er normalt en omvikling med fedt) af leverconfit og fennikelfrø.Et flot stykke kød, der viste, at køkkenet både kan give fuld skrue på smagen og holde det ellers vanskelige kaninkød både mørt og utrolig saftigt.
Blandt hovedretterne kunne man også få grillet perlehønebryst i tallegiosovs, en mere klassisk sødmælkskalv i gorgonzolasovs og flamberet oksemørbrad med madagascarpebersovs.
Selv om navnene lyder som 80’er-kitschede italienere, var alle de retter, vi kiggede langt efter, holdt i den enkle stil, hvor der ikke skal pynt til for at dække over manglen på smag.
Frisk tiramisu
Det levnede en lille plads til desserterne (65 kr.), der alle lød så gode, at det var svært at vælge. Den hjemmelavede ricottasouffle var lun og luftig med et fyld af mørk flydende chokolade på samme måde, som der var flydende indre i chokoladebomben, vi valgte fra.Tiramisu’en var præcis så luftig og frisk, som den kan og skal være. Hvis man ikke er til de fyldigere sager, kan man også vælge mellem italienske sorbeter, som vor mama lavede dem.
Vi afsluttede med en gang dobbelt espresso og en regning på 1.500 kr., der mageligt kunne have været på lidt mere end det halve. Det er næsten for meget at spise sig gennem fire fuldgyldige retter, når adressen er Frederiksberg og ikke Rom.
Retterne er så fulde af smag, at man hellere må dele en stribe frem for at nøjes med to retter. Og der er ingen sure miner i køkkenet.
Familien Gentile gør sig mere end umage og er en værdig repræsentant for det uforfalskede ærkeitalienske køkken, som man gerne valfarter til Frederiksberg for at smage igen. Vi kvitterer med fire gode huer for autenticitet og enkelhed.
